Kære aviser. Er det virkelig i orden at lyve?

-

Jeg kan desværre på ingen måde påstå at have forstand på, hvad aviser og andre nyhedsmedier har juridisk ret til og ikke ret til. Men når jeg sidder og scroller ned igennem min forside på facebook, hvor jeg følger samtlige aviser (... hvilket naturligvis indebærer deres online nyhedssider) jeg selv har kunnet komme på, bliver jeg hver eneste dag rystet over hvor mange løgne de kaster i hovedet på én. Jeg har allerede tidligere udtrykt min utilfredshed med metroxpress, men nu er jeg nødt til at sige det til jer: Jeg har virkelig måttet lægge bånd på mig selv for ikke at udtrykke min utilfredshed med dem, og for den sags skyld mange andre medier, hver eneste dag.

Grunden er ofte, at medierne direkte lyver i deres overskrifter eller beskeder på facebook. Løgne, som bestemt ikke er helt uskyldige, fordi det ofte leder til fuldstændig uretmæssige anklagere fra borgernes sider. Når for eksempel metroxpress kommer med overskriften "McDonald's sælger for gammel mad", kan det jo føre til ENORME konsekvenser fra McDonald's; hvem har lyst til at købe mad fra en restaurant-kæde, hvor de sælger for gammel mad?!

Her må jeg desværre indrømme, at det i høj grad er forbrugernes egen skyld, hvis de falder i fælden så hurtigt. Jeg mener, at nutidens medier (internet generelt og i høj grad facebook) gør flertallet mere politisk interesserede og gør mange mennesker dejlig kritiske - for selvfølgelig skal vi være kritiske over for hele vores tilværelse, ellers er det da ikke spændende! - men ofte oplever jeg, at folk måske ikke er kritiske over for.. tja, det kritiske. Det er som om, at når folk hører noget positivt, vil de gerne grave kritikeren frem og pille det fra hinanden. Når man hører noget negativt, derimod, sluger man det råt og tager straks del i kritikken - uden at overveje, hvor velargumenteret den kritik egentlig er.

I dette tilfælde kunne konsekvenserne ganske enkelt have været, at folk tænkte: Fy for helved, jeg spiser aldrig McDonald's igen. For at læse artiklen, det tager da for lang tid, og at overveje hvilken McDonald's der egentlig er tale om... Det gør folk ganske enkelt ikke, af en eller anden grund. Når der står McDonald's, går man bare ud fra, at det nok er dem alle.
Lige præcis med McDonald's har jeg set dette ske SÅ mange gange. Denne gang synes jeg egentlig de fleste kommentarer var positive - bl.a. gamle medarbejdere, der sagde at det var noget pjat, og mange der sagde, at det vidste man jo godt i forvejen, men man købte det alligevel - men ofte har jeg set overskrifter i retningen af "Kæmpebille fundet i Big Mac burger!", hvor folk hurtigt siger "Fy for satan, jeg boykotter lortet". Dette er dog, efter min mening, oftest en fuldstændig unødvendig konklusion, fordi man pludselig skærer alle restauranter i en verdensomspændende kæde over én kam. Danmark har enormt høje regler fra fødevareministeriet, det er der derimod andre lande der ikke har - så hvorfor skulle en bille fundet i en burger i Mexico have noget som helst at gøre med burgerne i Danmark?

Alt dette sker selvfølgelig i høj grad på grund af forbrugernes "vi-vil-hade-alt"-mindset, som jeg alt for ofte ser præge debatterne. Dog har medierne altid haft ansvar overfor læserne, og nu synes jeg de skal til at tage det ansvar; medierne skal simpelthen begynde at fortælle os sandheden, i stedet for blot at trække læsere til sig med løgnagtige- og til tider endda altødelæggende overskrifter. For når alt kommer til alt, handler denne artikel jo ikke om, at McDonald's generelt sælger for gammel mad - den handler om, at én McDonald's, hvor metroxpress har lavet stikprøver, ofte sælger mad som ikke nødvendigvis er for gammel, men som derimod har ligget i mere end 10 minutter i varmeboksene for at undgå ventetider og madspild. Oh ve, oh rædsel!

Dette er imod kædens egne principper, og vidst nok også fødevarestyrelsens regler (dette er jeg dog bestemt ikke sikker på) - men er det virkelig en overskrift om for gammel mad værdig? Nej, det er det så bestemt ikke, får dette er IKKE hvad man tænker på, når man læser, at de sælger for gammel med - hvad man tænker på er langt værre end sandheden.

Ærligt talt... Hvordan kan det være, at jeg sidder her, lille 18-årig gymnasieelev med ingen højere uddannelse end folkeskolen, og hver eneste dag grammes over de journalister, som har brugt flere år på at uddanne sig til at informere folket? Er dette virkelig, hvad journalistik er blevet til i følge med internettet, og skal vi så snart give Cavlingprisen til den journalist, som kan snyde flest læsere?

Jeg skriver dette indlæg lige præcis nu, fordi jeg netop faldt over endnu en misvisende overskrift: Dansk parti i homo-raseri: Boykot Melodi Grand Prix!. Dette er en artikel fra BT, som jeg ærligt talt heller ikke er super imponeret over.

Artiklen handler om, at Kristendemokraterne vil have Danmark ud af Eurovision-samarbejdet, fordi de ikke længere mener, at det er en fredelig sangkonkurrence, men derimod en politisk kampplads - som så ikke engang er retfærdig. Partiets landsformand, Stig Grenov, siger bl.a.:

Det er problematisk, at konkurrencen bliver udråbt som en hyldest til ytringsfriheden, når man samtidig ser to russiske piger blive buhet ud.

... Og det kan man da ikke give ham andet end ret i, kan man?
Derudover argumenterer han imod det gode ved Eurovision, ved at sige, at det er blevet en platform for et mindretals holdninger. Som jeg tidligere har skrevet om kan jeg kun erklære mig enig i dette, da jeg helt og holdent også mener, at Conchitas sejr mest af alt var politisk. Hertil udtaler Stig Grenov også:

Jeg har ikke set DR andet end styrke den politisering. Kommentatoren fortalte undervejs i showet, at deltageren fra Armenien havde kaldt det unormalt, at en mandlig deltager stillede op i dametøj. Der er ingen grund til at armenieren skal hænges ud på den baggrund, for det ER unormalt.

Dette afslutter han nu med at sige, at det ikke betyder, at Conchita ikke skulle have lov til at stille op:

Han har selvfølgelig sin borgerret, og skal have lov til at stille op (...)

Specielt med det sidste citat i baghovedet, må jeg spørge, kære BT: Hvor udstråler "homo-raseriet" sig henne? Jeg kan virkelig ikke se det nogen steder, og jeg mener derfor, at det er en fuldstændig forrykt overskrift, som ikke er med til andet end at skabe negativ debat på baggrund af ingenting. Desværre findes der alt for mange mennesker, som blot læser overskrifterne og skaber en holdning ud fra det - og det er dét, kære medier, som I i den grad har til ansvar for at præventere! Men det gør I ikke; I svigter jeres ansvar overfor borgerne og forvrænger deres syn på virkeligheden. På virkelig mange facebook-sider ser jeg folk, der tror, at flertallet er imod Conchita på grund af transseksualiteten - og det billede forstærker I, på trods af at der, hvad jeg har set af på nettet (og jeg har læst rigtig mange kommentarer om det), intet hold er i det. På facebook-siden for denne artikel handler kommentaren med flest likes (i skrivende stund 53) om, at der intet er galt med Conchita, men hvad med alle de halvnøgne damer, til gengæld? Well, det er da også ganske relevant i forhold til overskriften, men dog fuldstændig irrelevant i forhold til hvad der står i artiklen og hvad Kristendemokraterne har udtalt - og det er dér, I virkelig fejler som journalister.

Slutteligt vil jeg også komme med et lille eksempel, på den værste løgn jeg husker at have set på længe. For et par dage siden dukkede denne nyhed op fra metroxpress:
"Ikea genindfører svinepølse efter pres"
Dette blev posted på facebook med teksten: "For en måned siden blev svinepølsen fjernet."
Dette er, mine damer og herre, et fantastisk eksempel på en fuldstændig og direkte lodret løgn! Svinepølsen blev IKKE fjernet, tilberedningsmåden samt prisen blev ændret men pølsen blev, og lad mig nu understrege det så kraftigt jeg kan, IKKE FJERNET!
Tag jer for helvede sammen metroxpress, og lad være med at lyve for jeres læsere og skabe mere had og racisme end der allerede er! Dét er virkelig dårlig journalistik når det er allerværst, når man skriver noget, som ikke engang er en forvrængelse af sandheden men ganske enkelt bare løgn. Øv, MX, ØV!
(Oh, og hvis nogen skulle være i tvivl - jeg kan virkelig, virkelig ikke lide metroxpress. Min shift-knap får sommetider tics når jeg skriver om dem... Dog så jeg skuffende mange andre nyhedssider følge tæt i deres fodspor med McDonald's-historien, og jeg bliver mere og mere bange for journalistikkens fremtid.)

Med disse eksempler jeg her lysner op for jeg, kan jeg virkelig ikke andet end at tænke: Er dette overhovedet lovligt? man virkelig gerne fordreje sandheden så meget, når løgnene nu kommer ud til så mange tusinde mennesker?
Om det er lovligt eller ej, er det i hvert fald fuldstændig forkasteligt. Jeg fatter simpelthen ikke, at man kan prioritere læsertal så højt over god journalistik, at man tyer til at lyve for at få opmærksomhed - og slet ikke, når det bl.a. kan resultere i firmaers nedgang og øget had mellem samfundsgrupper uden grund. Det er så langt ude, at jeg slet ikke kan rumme det. Jeg beder jer, kære journalister: Tag jer sammen, og få folket til at forholde sig til sandheder i stedet for løgne!